tirsdag den 27. august 2019

Interrail #Berlin-Prag

Vi tog et morgentog fra Berlin mod Prag. Det var desværre ikke DB, men et tjekkisk selskab, vi kørte med. Det var en ældre kupé vogn og med meget ulækre toiletter. Det var godt vi havde reserveret pladser, da der var helt fuld og folk stod ude på gangene. Heldigvis var vi afsted fra morgenen, da det blev MEGET varmt op af dagen.


Da vi ankom til Prag, spurgte vi først taxierne ved banegården om en pris til vores hotel. Vi blev oplyst om 40 euro, hvilket vi synes var lidt dyrt. Jeg havde downloaded Uber app''en og her fik vi en pris med det samme på under 10 euro. Det er en fast pris, du kan følge chaufføren mens du venter og billigt. Så vi fik fat i en Uber, der kørte os til vores hotel, der hed Hotel Red Lion og lå lige neden for Prag Slottet. Et virkelig smukt område med det store kloster lidt længere oppe af gaden. Området bliver ofte brugt som location i filmproduktioner.




Vores hotel var meget barokinspireret på en ret cool måde. Tunge mørke møbler og flotte loftsmalerier - eneste minus var at der ikke var aircondition og den sidste nat blev der 37 grader varmt! Derudover var toilet separat fra håndvask og bad. Min mand vaskede tøj i badekarret og det tørrede på ingen tid pga. varmen. 
Det var en udemærket morgenmad, de havde et lækkert kommensbrød -ÆÆÆLSker det (som den eneste i familien) Lidt specielt at møde en ansat i restauranten, der ikke talte engelsk overhovedet.



Den første formiddag spiste vi på en lille restaurant U magistra Kelly som bl.a. lavede autentisk tjekkisk mad. Vi fik bl.a. gullash og så disse kartoffeldumplings med noget sursød kål til. Det var meget billigt (0,5L kostede ex. øl 12kr) og ganske udemærket. 


Aften udsigten fra slotsområdet lige ovenfor vores hotel


En af de store seværdigheder i Prag er The John Lennon wall. Historien er at muren blev malet om natten af oprørere og dagen malet hvid igen af magthaverne. Så den er efter murens fald blevet et frihedssymbol.


Vi tog en sightseeingbus (hop on hop off agtigt) med flodcruise. Det var lidt dyrt, omkring 700kr, men vi synes det er en god måde at få set en masse på, og så kan man som sagt stå af og på rundt om i byerne. En af de steder vi stod af var ved et stort kloster. Det var virkelig fredfyldt (bortset fra alle turisterne) og lå ligesom ovenfor byen og havde den smukkeste udsigt.
Udsigt over byen fra klosterområdet


Vi stod af vores sightseeingbus ved slottet (der er en starbucks ;-)) - det var så varmt den dag og heldigvis havde kommunen stillet en vandingsvogn op på slotspladsen og det nød (bl.a.) vores drenge - skønt at blive kølet af på en varm dag.


Den første aften i Prag gik vi ned til Karlsbroen - hold nu op, der var proppet med mennesker. Men interessant at gå og kigge på alle de handlende og de troende, der skulle røre ved de forskellige statuer fordi det bragte held eller rigdom eller noget. Der var også flere gademusikanter, er spillede langs broen. Sjovt var det at se de unge mennesker, der stillede sig op og poserede - nogle gik virkelig langt for et godt billede og stillede sig op på muren på broen, hvor de truttede med munden og virkelig stillede sig an.
 

En af specialiteterne i Tjekkiet er disse kagehorn med ex. softice, eller creme eller meget andet. Jeg valgte softice og jordbær - kagedejen smager af kanelsnegle - de var virkelig lækre.


Generelt synes vi at Prag er en virkelig smuk og gennemført middelalderby. Vi synes om det meget autentiske område omkring slottet som vi boede i. Priserne svingede virkelig meget på restauranterne - selv på samme gade kunne der være meget store prisforskelle, så vi anbefaler at man kigger sig for.



torsdag den 22. august 2019

Interrail #Kolding-Berlin


Vi startede fra banegården i Kolding, hvor vi kørte med DSB til Hamburg - det var et regionaltog og standarden af ex. toilettet var virkelig ringe! Turen tager en 3 timer og vi havde et bord, så der blev spillet lidt spil. På banegården i Hamburg havde vi god tid til at finde den rette "Gleis" som spor hedder på tysk. Vi synes, det var vældigt, lige indtil 5 min før afgang hvor de pludselig skiftede sporet. Vi nåede det dog alt sammen. Desværre havde jeg ikke været opmærksom på, at booke pladser med bord i mellem os, så vi brugte turen Hamburg-Berlin (ca 2 timer) på bl.a. lydbøger. I øvrigt er togene ved DB (Deutsche Bahn) virkelig fine og fin standard på 2. klasse. 
Vi brugte meget Vagonweb til at orientere os om, hvor vores tognvogn var og hvordan sædenumrene var i vognene - mest fordi det er træls at komme ind i den forkerte ende, og så mase sig frem med al bagagen. Igen, DB var rigtig gode til at orientere med skilte på banegårdene om hvilket perronafsnit de forskellige togvogne holdte ved. Det oplevede vi ikke så meget ved de andre selskaber, kun det Østrisk Öbb kom i nærheden af. 

Ved ankomsten til Berlin brugte vi google maps til at regne ud hvilken udgang, der var mest hensigtsmæssig at bruge. Vi synes taxiprisen var for høj og bestemte os for at gå - det tog kun en halv times tid og igen brugte vi google til at finde rundt - vi havde downloaded kortene til de byer vi skulle til hjemmefra. 

Vi boede på Mercur Moa Berlin, som var booket via Hotels.com og da der var lavet en fejl i hotellets bookingsystem, skulle vi pludselig betale for morgenmad til en af drengene. Jeg kontaktede dog med det samme hotels.com pr. telefon og vi fik pengene refunderet. Jeg havde prioriteret hotel med morgenmad, bl.a. fordi vi skulle med et morgentog til Prag, men man kunne sagtens have fundet noget mad på banegården. Mandag aften, hvor vi ankom, spiste vi i Markthalle, streetfoodagtigt - det var ganske udemærket - bemærk at en del er lukket om mandagen. 

Under hotellet hvor vi boede var der et Edeka supermarked - her provianterede vi chips, chokolade, sodavand etc. og hyggede om aftenen på hotellet. Vi nåede dog lige at købe et par sandaler til den yngste søn. 


Tirsdag morgen var vi tidligt oppe og spise (hotel-)morgenmad. Derefter gik vi i U-bahn og orienterede os om billetter. Det billigste for os var en gruppe-dagsbillet. U-bahn fungerer fint og der er ofte tog - dog synes jeg ikke man kunne komme så langt omkring med ren U-bahn, som eksempelvis med Underground i London.

Vi har for et par år siden været i Berlin, så meget havde vi set - og vi havde været med sightseeing bus. Så vi tog ind til Check point Charlie, gik til Brandenburger Tor og TV-tårnet på Alexanderplatz. Vi spiste burgere til frokost på en burgerjoint i udkanten af Fridrichschain  og derefter tog vi på Computerspilsmuseum.




På computerspilsmuseet blev specielt faderen i familien helt nostalgisk, da han så det (virkelig!) gamle computerspil Ping Pong - der var også Donkey Kong, Pac Man og mange mange andre - det var et par fine timer vi havde derinde.Og lige ved siden af var der en beergarten, hvor vi fik noget koldt at drikke, på en virkelig varm dag. Aftensmaden bestod af pizza på en restaurant ved Kurfyrsten Dam.





Onsdag skulle vi tidligt op og ind til banegården. Hotellet bookede en taxi og vi kom hurtigt til banegården.
Vi havde igen tanket op med en masse usunde ting til togturen og også en del vand, da det var 30+ grader.


Mere om Prag i næste blogindlæg

søndag den 18. august 2019

Med familien på Interrail

Årets sommerferie stod på interrail gennem Tyskland, Tjekkiet, Ungarn, Østrig og Italien.
Min mand skulle lige overtales, da jeg i det begyndende forår startede med at snakke om togtur rundt i Europa. Jeg købte vores billetter gennem DSB og på det tidspunkt jeg købte dem var der 10% rabat. Børn under 12 år er gratis (ifølge med en betalende voksen selvfølgelig), dog betaler man pladsreservation.
For 2 voksne og 2 børn på 14 og 11 år betalte jeg 6500kr for selve interrailbilletterne. Med pladsreservationer hele vejen og ekstra afgift ind og ud af Italien via Østrig løb det op i 8000kr.
Vores budget var 1000kr pr. overnatning og 1500kr pr dag i forbrug - det holdte vi - det kan sikkert gøres billigere - men ingen gad lave mad!

Interrailbillet

Vi købte en billet til 7 rejsedage indenfor 1 måned. Vi skulle være afsted i 13 dage. En anden gang vil vi nok planlægge vores rejsedage INDEN vi køber - jeg synes vi blev lidt låste af hvor mange rejsedage vi havde købt. Omvendt så gik det jo godt, så det kan sagtens lade sig gøre at købe rejsedage først og så planlægge efterfølgenden ;-)
Vi købte som før nævnt gennem DSB og det var meget smertefrit - de kom anbefalet med posten få dage efter jeg havde betalt. Vi kørte med 2. klasse - vil ikke udelukke 1. klasse en anden gang. Vi gav 6500kr for billetterne.
Bemærk at når man køber til reduceret pris, så er de ikke-refunderbare.



Pladsreservationer

Bemærk at ønsker man at være sikker på en siddeplads i toget, så skal man selvfølgelig have pladsreservation. Vi bestilte via DSB, DB (Tysk togselskab), Öbb (Østrisk togselskab), CD (Tjekkisk togselskab). Det kræver lige at man sætter sig ind i fremgangsmåderne ved de forskellige selskaber, men det kan lade sig gøre - DSB var klart dyrest ;-) DB og Öbb har apps, der er forholdsvis enkle. Vi havde bestilt hjemmefra - pånær sidste del af rejsen, da vi var lidt usikre på hvordan og hvornår vi ville videre fra Venedig - men vi klarede det bare via app og billetkontorer dernede. Jeg havde printet alt ud hjemmefra og havde det samlet i en plastiklomme - vi viste dog kun pladsbilletten 1 gang. Jeg ville aldrig tage afsted uden pladsreservationer, da de fleste tog var fuldt bookede - det er temmelig lange strækninger at skulle sidde på gulvet eller stå.....
Vi gav alt i alt 1500kr for pladsreservationer inkl. en ekstra afgift på 10 euro pr. person hver vej ind og ud af Italien. Det er noget med, at der er et område i norditalien som vil have en ekstra afgift fra interrailere. Det er ikke alle toge, men i hvert fald højhastighedstogene samt nattoge. Spørg evt. på togstationen inden du rejser mod Italien eller også betaler du bare i toget, det koster ikke ekstra.
Man kan få diverse agenter til at bestille reservationerne, men det er noget dyrere end at gøre det selv.

Man lærer jo af sine fejl; en anden gang vil jeg sikre at vi har et bord i mellem os.

Interrail App

Vi brugte app'en Rail Planner som er en del af Interrailkonceptet. Den søgte vi rundt på efter egnede strækninger, ligesom vi brugte den til overblik. Den er så ganske udemærket.





Hotelbookninger

Vi bookede ophold hjemmefra pånær det sidste sted. Vi brugte hotels.com og da de i Berlin havde lavet en fejl i vores bookning og vi pludselig skulle betale yderligere på noget morgenmad, som der ellers skulle være inkluderet i prisen, kontaktede jeg med det samme hotels.com pr. telefon og så ordnede de det. Efter 10 overnatninger udløser det en gratis overnatning - den ville vi have brugt, men jeg var lige lidt for hurtig og troede ikke den ville være så hurtig tilgængelig, og vi stod og skulle overnatte samme dag (den sidste overnatning), så der brugte jeg booking.com. Lige efter jeg havde booket kom vores bonusovernatning dog æv æv - der stod at det kunne tage op til 72 timer.....
Vi brugte selvfølgelig apps til at have vores bookinger i.
Vi havde et budget på 1000kr pr overnatning - og det holdte vi. Det kan sagtens gøres billigere. Det var inklusiv morgenmad pånær i Budapest og Venedig, hvor vi boede i henholdsvis lejlighed og på campingplads.

Oppakning

Vi havde tre vandrerygsække med og min yngste søn en rygsæk. Vi forestillede os at vi skulle vaske undervejs - det gjorde vi nu ikke. Jeg købte ekstra trusser dernede og drenene døde åbenbart ikke af at have de samme boxershorts på i mere end 1 dag. Derudover havde vi en rygsæk til spil, billetter og diverse og endelig den famøse termo picnickurv, som jeg insisterede på at tage med. Den blev et hit til vand, frugt, sandwich, slik etc. Den er kun irriterende til og fra hotellet men det var ikke et problem - vi havde 6 tasker med (+ min lille håndtaske) og dem talte vi konstant på togstationerne, for at vi ikke glemte én ;-)
Vi havde en rulle affaldsposer med, de var meget rare i togene til affald, da der ikke er meget skraldespandsplads. Derudover havde vi en lommekniv, håndsprit og køkkenrulle med.

Underholdning

Vi havde downloaded lydbøger til mobilerne, havde spil med bl.a. Polus (et enkelt terningespil) og kortspil. Jeg købte lidt bøger undervejs, jeg er nu mere til dem end til lydbøger. Min mand, der ikke har hørt lydbøger, er faktisk fortsat herhjemme efterfølgende - stort! Drengene brugte deres mobiler - men wifi i togene er temmelig ustabilt. Små quizbøger tror jeg vi vil pakke til en anden gang. Vi elsker at quizze ;-)



I de næste afsnit vil jeg fortælle om vores stop i Berlin, Prag, Budapest, Wien og Venedig/München.

fredag den 15. marts 2019

Familiens yndlings spil

Vi spiller en del i vores familie - det er, hånden på hjertet, nok mig der helst vil spille og derfor oftest tager initiativet. Min mand forbarmer sig oftest ;-) Der er lige startet en brætspilsklub i vores lille by og der deltager jeg selvfølgelig, når jeg kan og derudover er jeg med i en kortklub, hvor vi spiller canasta ca. en gang om måneden. Dét kan varmt anbefales, det er så hyggeligt.

Herhjemme spiller vi mest;


Ticket to Ride er et brætspil, hvor det gælder om at bygge togruter hurtigst. Der er mange forskellige udgaver fra mange lande - vores favorit er dog den klassiske fra USA


Triominos består af trekantede brikker med tal som man så skal få til at passe sammen. Det er rigtig godt for børn fra ca. 2. klasse at hjælpe med at lægge tallene sammen, da man hurtigt kommer på 2-cifrede tal.


Sequence spiller man enten 1 mod 1 eller i hold mod hinanden. Det er et brætspil med kort og brikker og det gælder om at få 5 på stribe. Mine 2. klasses elever var helt vilde med det da jeg introducerede det i en emneuge.


Spillet består af brikker med tal. Det er egentlig ligesom kortspillet Rummy eller 500. Når man har spillet det nogle gange, kan man blive ret skarp til at ændre kombinationerne (til stor frustration for min mand ;-P)


Splendor er et mega godt strategispil. Man skal erhverve diamanter og points. Når man lige har spillet det et par gange, så kan man virkelig begynde at tænke strategi ind.


Monopoly Deal er matador som kortspil - vi har den engelske udgave og det fungerer fint for os - den fås dog også på dansk.

Generelt prøver jeg at finde videoer på youtube, når jeg skal prøve et nyt spil. Sådan lærer jeg bedst - jeg er ikke så god til at forstå skrevne spilleregler. I Odense er der en rigtig god brætspilscafe Papas papbar, her kan man få hjælp fra frivillige spilleinstruktører, der hjælper en med at lære nye spil - genialt! 

onsdag den 6. marts 2019

Nem sandkage med rapsolie

Jeg elsker nemme kager og denne her er MEGET let at lave!

3 æg
2 dl rapsolie
175g sukker
175g mel
salt
2 tsk bagepulver
2 tsk vaniljepulver
saft/skal af 1 øko citron
2 håndfulde hakkede/knuste valnødder (kan udelades)
1 håndfuld chokoladeknapper (kan udelades)

Æg og sukker røres godt sammen.
Olie og citronskal og saft tilsættes
Tilsæt valnødder
Bland mel, bagepulver, vaniljepulver og salt og sigt det i dejen
Røres rundt og kommes i en form (smurt eller bagepapir)
Kom chokoladeknapperne på toppen af dejen og tryk dem ned i dejen
Bages ved 180g varmluft eller 200g alm ovn i ca 45min
Stik en gaffel i kagen og tjek om der hænger dej ved i så fald skal den have lidt mere

Hvis man har tålmodighed til at vente til den er afkølet så kan man lave en citronglasur af citronsaft/skal og flormelis

søndag den 21. oktober 2018

Efterårsferie i Phantasialand og Amsterdam

(Dette er ikke en reklame)

For 3. gang drog vi mod Køln (Brühl) til Phantasialand- en forlystelsespark for alle aldre. Parken består af flere verdener ex. Berlin 1890'erne (fantastiske kulisser), Asia, Mystery og Mexico. Alt er virkelig gennemført og standarden høj. For de små er der attraktioner, der er tilpasset dem, ligesom der går drager fra alle verdenerne rundt i parken og så man man få et stempel fra dem. Det gik vores drenge meget op i da de var mindre.
Denne gang var de 11 og 13 år og prøvede flere af de mere vilde forlystelser - der er dog et par enkelte som forældrene sagde nej til.....Så vi må tilbage om nogle år ;-)

De to andre gange har vi boet på det tilhørende tema hotel Matamba, som er et Afrika tema hotel. Det er meget gennemført med musik og dufte (røgelsesdufte!), der passer til. Denne gang boede vi dog på det Asiatiske tema hotel - det har ex. en pool og vi synes man spiser bedst der. Dog må vi konstatere at vi synes at servicen fra de ansatte var væsentlig højere på Matamba end på Ling Bao. Uanset hvad så er det rigtig fine hoteller.

Vi betalte 4300kr for 4 personer fra søndag til tirsdag inkl. (LÆKKER) morgenmad samt 2 dages billetter til parken.

Det ligger ca. 6-7 timer fra grænsen alt efter pauser og vejarbejde.









Herefter satte vi snuden mod Amsterdam. Det tog 2-3 timer fra Brühl. Vi ramte dog lige ind i rush hour og det var noget spændende oplevelser for et par jyder fra udkants Danmark :-) Vi endte bl.a. i sporvognespor og var ved at ramme diverse cyklister! Derefter skulle vi finde en p-plads og det skulle vise sig noget besværligt....mange steder tager de kun hollandske bankkort eller parkerings apps som vi ikke havde. Heldigvis var der en meget flink dame fra et kontor i et p-hus, som vi havde forvildet os ned i og som vi så ikke kunne bruge hverken kontanter eller VISA i, der kom løbende ud og viste os hen til en p-automat, hvor vi kunne bruge VISA-kort. Generelt oplevede vi Amsterdammerne som MEGET servicemindede.

Vi endte med at betale ca. 200kr pr 24 timer og desværre skulle vi dagligt ned at forny billetten - men det var ok, vi boede tæt på.

Vi boede på et meget lille familieværelse på Hotel Heye 130 - det lå i et up and coming område i en gade udfra den store Overtoom vej og i nærheden af Vondelpark, en stor dejlig park.
Hotellet var OK til prisen - vi gav 4200kr for 4 personer i fra tirs-fred. Det var rent og pænt - men MEGET småt. Til gengæld var beliggenheden rigtig fin. Vi boede i en gade med mange restauranter og butikker i nærheden. Lige overfor hotellet ligger en lille morgenmadscafe, der laver en rigtig dejlig morgenmad - Voldaan - hedder den. Jeg fik disse lækre avocadoer med æg og med sweet potato fries til - Uhmmmm det var godt!



Vi købte en 24 timers billet til Hop on Hop off  med både båd og bus (guidede ture) - vi prøvede dog aldrig bussen, men sejlede i det skønne efterårsvejr (25grader!!!) rundt i de smukke kanaler.










fredag den 19. oktober 2018

Saltede citroner - et must i ethvert køleskab

Jeg er helt vild med disse citroner. Jeg bruger dem i gryderetter og til efterårets bagte rodfrugter. En smule finthakket citron i en dressing er også dejligt - prøv det!




Et skoldet glas eller et glas rystet med vodka

Citroner i både (det synes jeg er nemmest når de er klar til brug) så de fylder glasset - bare pres til så der kan være flere

100g salt

lidt sukker ca 1 spsk

Kogende vand

Nelliker og laurbær


Kom saltet ned i glasset sammen med 3-4 nelliker og et laurbær.

Tilsæt citroner i både

Hæld kogende vand på så det dækker.

Sæt låg på og ryst glasset.

Ryst glasset engang imellem når du åber køleskabet

Det passer ca. at når saltet er opløst efter et par uger eller 3 så er citronerne færdige. De bliver sådan lidt klare i det.