fredag den 28. juni 2013

Det bugner i drivhuset

Der er gang i den i drivhuset - vi tager agurker ind og om 1 månedstid er der tomater - cherry og blomme. Peberfrugten er lidt klein.....







søndag den 23. juni 2013

Mit yndlingssmykke

Jeg faldt over en artikel i ugebladet Søndag om kvinders yndlingssmykker og de historier, der knytter sig hertil. Jeg får lyst til at fortælle om mine yndlingssmykker.

Da min mand og jeg blev gift d. 27/5 2005 var det "bare" på rådhuset, i jeans og bryllupsrejsen gik til ABC Lavpris. Vi havde ikke vores børn med, den ene var i skole og den anden var kun 5 måneder og blev passet af mine svigerforældre. Da vi, efter at have handlet ind, kom tilbage til mine svigerforældre, stod de søde mennesker klar med en lille bakke med sherry eller portvin eller lignende og så lå der en smykkeæske. Smykkeæsken skulle nu tilhøre min nybagte ægtemand, idet det armbånd, der lå i æsken blev givet til min svigermor af min svigerfar, da det efter to piger lykkedes hende at nedkomme med en søn (!)(Håber I forstår ironien i det jeg skriver og at det selvfølgelig var tilfældigt, at min svigerfar lige havde penge på lommen, da nr. 3 ankom - svigerfar var landmand). Nu skulle Claus så arve smykket, da han nu var blevet gift og jeg får lov til (!) at låne det. Det er et enkelt smykke og jeg nyder at bære det og ved at det har betydning for min mand og hans familie. I tilfælde af skilsmisse skal jeg aflevere ved kasse 1.....


Derudover betyder mine ringe en del for mig. Claus ønskede ikke vielsesring, da han er elektriker og ville have den mere af end på. Det var mig lige meget, om han ville eller ej - det er ikke ringen, der gør et ægteskab. Alligevel ønskede jeg én - jeg fik lavet en af mine forældres vielsesringe - selvom ægteskabet ikke lykkedes for dem, så elsker jeg dem og glæder mig over at bære noget, der har været deres. Derudover er der guld i fra smykker, der har tilhørt to andre mennesker, der betyder meget for mig. Over min vielsesring bærer jeg en ring, der har tilhørt min mor. Den er lavet af guld fra bl.a. min morfar, der betød meget for både hende og jeg.

Så alt i alt synes jeg mine smykker er meget personlige og det eneste, der bliver skiftet ud fra tid til anden er øreringe og halskæder. Hvad er dit eller dine yndlingssmykker?

onsdag den 12. juni 2013

Sommeren er over os

Så kom sommeren endelig - den var tiltrængt.
Jeg har afsluttet mit andet og sidste linjefag historie og vi sluttede med bravour - et 12-tal - fantastisk! Min studiemakker, der er bosat i Belgien, kom herop en uge før og så flyttede vi ind på en campingplads i Ribe i en venindes campingvogn, og så svedte vi ellers tran i varmen i forteltet, mens vi forberedte. Ja vi var nødt til at spise noget af de 3 kg chokolade, hun havde medbragt fra Belgien, så den ikke smeltede....
Forberedelserne

Vi var oppe i kulturmødet og eksemplificerede med det 3. korstog - denne sjove streg brugte vi i vores dias :-)

Så mangler jeg kun almen didaktik, men jeg har valgt at holde et års pause i studierne, da jeg kun kan få fuld tid ude på arbejdet og samtidig skal jeg starte en 1. klasseårgang op med 35 børn, som jeg skal være klasselærer for. Synes det kræver al min tid!

Jeg tager flere og flere buketter ind fra haven - speciel nu når løvefoden er i blomst, for den fylder så godt i buketterne.

Lupiner og lodden løvefod - helt enkelt
Diverse tulipaner, hybenroseblade, forårsvortemælk og duft snebolle


Vi har forsøgt at lave calzonepizza på bål - 1. pizza var totalt mislykket, men 2. var meget bedre - kodeordet er vist "kraftigt sølvpapir"!


MEGET mislykket
Uhmmmm