fredag den 17. maj 2013

Der sker ting og sager i haven

Jeg beklager, at der går så langt mellem indlæggene, men der er nok at se til med fuldtidsarbejde, studier og en stor familie.

Jeg har pga. lockouten i april haft lidt mere tid at gøre med, så jeg nåede både at så diverse ting i drivhuset og ordne mine bede.


Jeg har anlagt et lille nyt bed af nogle haveiris, jeg har fået af en veninde og akelejer jeg har fundet i andre bede samt nogle løvefod jeg har delt. Derudover er der et lille træ (tror det er noget kirsebær-agtigt et), der har været selvsået nede i et bed.


Diverse ting: pelagonie-stiklinge, ærteblomster, aftenstjerner sået fra frø, broccoli fra frø samt bønner. Der er også et enkelt hvidløg, der skulle kunne holde utøj væk fra drivhuset.


Tomater, agurker og peber - tomaterne er i blomst allerede.



Tilføj billedtekst

Min stjernemagnolie med farvestrålende tulipaner under.


4. maj lys og min syge kat - den halter på det ene ben og vi har indtil videre brugt 2500+ hos dyrlægen og det eneste vi har fået - er en kat med tyndskid pga. pencilin!!!!

mandag den 1. april 2013

Kanelsnurrer og haveinspiration

I dag har jeg fået bagt kanelsnurrer - det er 2. gang, jeg forsøger mig og jeg kan kun konstatere, at det er vældig nemt, og det siger ikke så lidt, da jeg bestemt IKKE er specielt god til at bage.....(det er noget med, at skulle følge en opskrift og være koncentreret.....). Jeg har benyttet Louises opskrift, og den er så vældig pædagogisk bygget op, at selv jeg kan være med - jeg ææælsker trin for trin opskrifter!

 
Aftenen kommer til at gå med at blive haveinspireret - kigger i diverse bøger og blade. Jeg har ført havebog siden 2006 med billeder, ønsker og notater om erfaringer, men jeg glemte alt om det sidste år??? Det ærgrer mig godt nok nu.
Et eksempel på noget af det, der inspirerer mig
 
Da vi holdte påskefrokost for 17 venner, var der nogle der kom med denne lille værtindegave istedet for chokoladen og øllerne, dét faldt bestemt i god jord! Det gjorde de andre ting nu også ;-)

Det er selvfølgelig Hoptimisten, der er tale om :-)


 

lørdag den 30. marts 2013

Auberginelasagne (Vegetarisk)

Puha tiden er ikke rigtig til blogindlæg, men nu er det jo påske og jeg forsøger at lave så lidt som muligt ;-)

Jeg har i knap 4 uger prøvet at skære sukker og stivelse ud af min kost, for at se om det ændrede mit energiniveau - det gjorde det nu ikke synderligt, men dejligt med lidt ny inspiration til kosten. En ny favorit er;

Auberginelasagne (Den er stykket sammen af flere forskellige opskrifter fra nettet)

1-2 auberginer
1 flaske sugocasa (Passerede tomater! Fåes i alle supermarkeder)
1 stort løg
hvidløg efter smag - herhjemme ca. 3 fed
1 pose babyspinat
Lidt cayennepeber
salt/peber
500g champignons
1 kvart piskefløde
mozzarella (frisk)

Skær auberginerne i skiver (enten på langs som på billedet eller på tværs) og salt dem godt. Saltet trækker bitterstofferne ud af auberginen. De skal trække ca. 30 min. Som du kan se, har jeg stillet dem i en si i en dyb tallerken - det fungerer for mig.

 
Brun løget, der er skåret i små stykker, på en pande og hæld Sugocasaen ved sammen med pressede hvidløg. Lad det simre lidt inden den skyldede babyspinat hældes ved. Smag til med salt, peber og cayenne - evt. lidt sukker.
 
 
I en anden pande skal de skivede champignons brunes, inden der hældes piskefløde på (jeg puttede lidt ekstra hvidløg i dette også). Lad fløden koge lidt ind. Smag til med salt og peber.
 
 
I et smurt fad lægges tomatsovs-champignons-aubergine osv. Slut af med den friske mozzarella. Spises med en god salat.


 Ellers har jeg levet af (mange!) dadelkugler - opskriften er fra Valdemarsro.


 Og til frokost lavede jeg en dag en lakserulle med avokadocreme og peberrodsdressing

 



lørdag den 5. januar 2013

En jul og et nytår er gået - lidt Ærø og lidt udsalg

Så gik der lige en december måned med juleaften og diverse fødselsdage! Januar er altid sådan lidt øv-agtig synes jeg....ovenpå al hyggen. Jeg snakkede med mine elever om, hvordan det kan være, vi ex. kun har hyggelige bageeftermiddage i december? Det kunne vi da bare gøre året rundt? Men gør vi det? Ikke for ofte i al fald!

Vi grillede anden på rotisserie, det blev rigtig godt - i aften vil vi forsøge med flæskestegen, vi er nemlig normalt ikke så gode til at få sværen sprød herhjemme.


Vi pynter juletræ herhjemme udfra devicen om jo mér jo bedre! Chip og Chap er derinde i træet et sted ;-)


 Åh vores Ib ÆÆÆÆlsker alt gavepapiret og de små huler, han får lavet rundt omkring i stuen mens vi pakker ud :-)

Vi fejrede nytåret for 6. gang på Ærø i Ærøskøbing - hvis I har fulgt lidt med på bloggen vil I vide at sagde manden ja, så var jeg flyttet! Med det samme - jeg har fundet huset/gården derovre! Vi har alle sjove nytårshatte på og jeg lever i evig angst for at gnister skal ramme al akryllen! Nytårsaften var dog lidt præget af sygdom i år. Ham med sherifhatten er lige blevet 8 år 1. juledag!


Vi har været på en lille gåtur i dag i gråvejret - jeg var på udkig efter nogle grene til mine nye Kählervaser. Jeg har tidligere haft en med sorte striber, hvordan det gik med den kan læses her



 I én af mine yndlings butikker i Ærøskøbing købte jeg disse små stager på udsalg til 249kr - me like!


lørdag den 1. december 2012

En glædelig december måned til alle - hold traditionerne i hævd!

Herhjemme starter 1. december med at ungerne skynder sig ned i stuen for at se om julenissen har været med pakkerne til pakkekalenderen - og sørme så om ikke de også i år er kommet! Dog kommer han en gang mere i løbet af december, han kunne ikke have alle med af én gang (!). Øjnene stråler og glæden er stor - jeg mindes selv decembermorgenerne fra da jeg var barn og skyndte mig ud i gangen, hvor pakkekalenderen hang. I år er vi gået over til adventsgaver til den store - skæringsalderen er konfirmationsalderen. Det var lidt vemodigt at finde kassen frem med de flotte kalendere, broderet af min mor, der på ingen måder er kreativ eller håndarbejdekyndig, men som har en stor kærlighed til børnebørnene og derfor har knoklet med alle tre kalendere. Vemodigt, fordi næste gang mit ældste barns kalender skal i brug igen, bliver når hendes 1. fødte melder sin ankomst.

Dette års kalenderlysdekoration er holdt i pastelfarver, med udgangspunkt i et Susanne Schjerning inspireret kalenderlys (fra Bilka!)

 Det skal være så vulgært som muligt, hvilket også ses på sidste års kreation ;-)

lørdag den 27. oktober 2012

Rødbedesalat

Jeg har egentlig aldrig været vild med rå rødbede, men de seneste år er jeg alligevel blevet omvendt (eller voksen?).

Jeg river 2-3 store rødbeder, laver en dressing af 2 dele olie til 1 del citron/vineddike + lidt salt samt sukker og derudover kan jeg godt lide et fed presset hvidløg (det tager nok lidt af rødbedesmagen ;-))

Lad det hvile lidt eller spis det med det samme! Kom evt æble, melon eller andet i samt evt. ristede græskarkerner eller sesamfrø - jeg har også engang lavet en med kommen i, det gav en anderledes smag som ikke var helt ringe, men det kræver at man er til kommen (jeg ELSKER det og mine børn er opflasket med kommensboller!)

Apropos kommen så kom min afdøde mormor engang til at putte kommen i en kiksekage (!?!) Det var ikke vellykket.....





fredag den 19. oktober 2012

5 års fødselsdag med en kage fra åens bund

Mit yngste barn blev 5 år i onsdags.....helt utroligt som tiden bare går og går! "Mor, er jeg også din lille Johan når jeg er 105 år?" - selvfølgelig er du det! Ikke nogen snak om at hverken han og helt sikkert ikke jeg er på denne jord til den den tid, døden er nemlig et faktum, som han er blevet mere bevidst om på det seneste, og det er da skræmmende, at vi engang skal herfra og ikke være sammen mere :-/ Når det så er sagt så blev min tip-tip-oldefar Niels Nielsen faktisk 107 år og min oldemors søster døde for et par år siden 105 år gammel!
Vi havde sat vækkeuret til kl.7, så vi kunne fejre fødselaren på sengen som vi plejer, men 6.40 kunne vi høre en lille fyr der fnisede inde fra sin seng og så måtte vi op og vække de andre inden vi med flag og sang kom ind til den lille fyr, der sov rævesøvn :-)

Mine drenge pyntede kagen en tidlig morgenstund. Der blev fortalt historier mens der blev pyntet og den blå glasur blev til vand og drengen på kagen blev udstyret med en fiskestang og "håret" blev til tang - og så endte det med associationer til dengang vi endte i Starup å under vores kanotur i sommer ;-)



tøjtørring efter vi røg ud af kanoen
Vi har holdt FERIE! Vi har intet bedrævet udover selvfølgelig fødselsdagsfejring og så en enkelt biotur (Far til fire til søs) i går - sådan skal en ferie være i følge min mening, vi har en travl hverdag, så en ferie skal være, dér hvor man er i nattøj hele dagen og laver lige det man har lyst til, for mit vedkommende at læse en masse bøger og hygge med ungerne - min teenagerdatter er ikke altid helt enig, hvilket er forståeligt nok, men lige netop denne ferie har der ikke været de store protester???