Viser opslag med etiketten Interrail. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Interrail. Vis alle opslag

mandag den 9. september 2019

Interrail #Wien-Venedig

Vi tog toget igen fra Wien mod Venedig - igen et Öbb tog, der var dejlig komfortabelt. Det er en meget smuk tur gennem Alperne og vi glanede ud af vinduerne, når vi ikke lige slappede med lydbøger eller andet. Vi blev dog noget overraske da vi  pludselig skulle betale en ekstra afgift på 10 euro pr person, fordi vi var interrailere - det er noget med at den kommune man kører igennem i Norditalien, ikke synes de får noget ud af interrailpengene og så har de lagt en ekstra afgift på. Det kostede ikke ekstra at vi ikke havde betalt inden. Fra Venedig mod München betalte vi dog på forhånd. 
Vi ankom til Mestre stationen ved Venedig og gik små 20 min inden vi var med campingpladsen Camping Jolly Village - igen via Hotels.com. Jeg synes jo bare luften i Italien er fantastisk og der dufter af blomster og varme gader og man kan høre cikaderne, der summer. 


Vi havde booket et lille mobilehome og vi smed bare kufferterne ned og så røg vi i restauranten på pladsen, der lavede en dejlig pizza. Derefter provianterede vi i købmanden på pladsen inden vi gik ned i vores mobilehome. Vi måtte have lidt myggespray, da de små kræ er noget vilde med vores yngste søn. Det var fortsat meget varmt udenfor, så vi krøb ind i vores aircondition og slappede af. 


Næste morgen spiste vi den første morgenmad som vi selv skulle sørge for - ej hvor var det kedeligt! Lige så snart poolen åbnede gik vi ned og tog nogle solvogne og så snorklede, specielt den yngste rundt hele formiddagen. Hen på eftermiddagen havde vi købt billetter til pladsens shuttlebus ind til Venedig. 5 euro pr person. Vi købte til formiddagen dagen efter også, da vi var bange for at der ikke ville være plads ellers. 



Venedig er en smuk by på sin egen måde. Den er selvfølgelig lidt slidt, men der var pænt og rent. Vi gik efter Rialtobroen, da vores søn guide os gennem byen efter sit CS:GO kort. Det var meget sjovt.








Vi spiste på en restaurant på en lille piazza,, hvor der også var denne meget velbesøgte lille bar. Gode Aperols skulle jeg hilse og sige (dog købte vi dem ved nabobaren - men de hang ligesom sammen). De havde nogle lækre antipasta, men vi havde jo desværre lige spist.




Næste formiddag tog vi igen bussen ind til Venedig og spiste morgenmad. Min mand fik skinketoast.....det var næsten skinke med toast og ikke omvendt. 


Hele eftermiddagen og aftenen stod den på pool og afslapning inden vi gik tidligt til køjs, da vi skulle tidligt afsted næste morgen.
Vi spiste morgenmad på en lille cafe på vej mod banegården. Vi tog først et regionaltog til Verona, hvor vi skiftede til et højhastighedstog mod München, der var vores sidste stop, hvor vi tog en enkelt overnatning inden vi tog toget til Hamburg og derefter videre mod Kolding. I Hamburg røg vi lige med i Priden, så der var sort af, fulde, mennesker.

lørdag den 7. september 2019

Interrail #Budapest-Wien


Ankomsten til Wien Hovedbanegård var meget positivt - en fin banegård. Vi gik i U-bahn og kunne først ikke lige finde ud af billetsystemet, men der var en venlig service mand, der var meget behjælpelig. Vi betalte for enkelt billetter, da vi vurderede at det var billigere end dagsbilletter. Børn under 15 år er gratis - servicemanden anbefalede os at have legimitation på os for vores søn, der er pænt høj ;-) Vi fandt nemt hotellet Austria Classic Hotel Wien booket via Hotels.com. Vi måtte vente en times tid inden vores værelse var klar, men hotellet gav en drink i deres bar, som var en hyldest til en østrigsk filmmand som var født i hotellets bygninger. Vi brugte eftermiddagen på at gå rundt og se den flotte street art i området omkring floden. Der var etableret en lille strandbar - rigtig hyggeligt. 


Vi gik også til Hundertwasser museet, noget jeg virklig havde sat min næse op efter, da jeg har undervist om hans flotte huse - og det var en virkelig god oplevelse. "A straight line is a godless line" 






Generelt er der så mange flotte bygninger i Wien og det emmer af Art Noveau/Art Deco - vi synes det er en meget gennemført by. Hvor Prag er gennemført middelalder, så er Wien gennemført 1880-1930'er by. Virklig smuk!


 Efter en nats søvn gik turen mod Belvedere slottet, hvor vi skulle se Gustav Klimt udstillingen. Også et højdepunkt for mig. Inden var vi dog forbi banegården og Öbb for at se om vi kunne booke et nattog hjem, desværre var vi for sent ude og istedet bookede vi pladsbilletter fra Venedig-München og München-Kolding.

Jeg er helt vild med Gustav Klimt og har hans billeder hængende hjemme. Min interesse blev ikke mindre efter at jeg så Helen Mirren og Ryan Reynolds i filmen The woman in gold - den kan anbefales. I det hele taget var der en flot maleri samling på slottet.



Herefter gik vi mod Naschmarkt og spiste frokost - spændende boder og restauranter. Jeg fik en lækker humustallerken med falafler, uhm







 En lille sjov ting er trafiklysene i Wien. De er mand-kvinde, kvinde-kvinde og mand-mand, meget politisk korrekt.



 Jeg ville kunne bruge en hel dag på bare at kigge på disse erindringsplatter, som jo også er overalt i Tyskland. Jeg bliver så berørt over dem.

 Vi sluttede dagen med en hestevognstur rundt i det indre Wien - ret dyrt men også en flot oplevelse (20 min - 55 euro). Vi så bl.a. Sachercafeen som er kendt for deres Sachertorte (chokoladekage) og den konflikt, der har været omkring opskriften; er det kokken der ejer den eller restauranten hvor kokken var ansat ;-)

 Vi sluttede af med at spise på Vapiano inden vi gik til køjs og skulle mod Venedig dagen efter.


fredag den 30. august 2019

Interrail #Prag-Budapest

Vi tog igen en Uber fra vores hotel i Prag til banegården. Der var lidt panik på perronen, da de meget sent satte spor på og da der var tog på hver side var det meget forvirrende, hvilket vi skulle med. Det lykkedes dog det hele. Igen havde jeg ikke fået booket et bord imellem os, men det var en kort togtur på godt et par timer, så det var ok. Vi ankom til en noget mindre banegård end de andre vi har været på (ja pånær Kolding selvfølgelig ;-)). 
Herfra gik vi til den lejlighed vi havde lejet, der var kun ca. 10 min gang. Hold nu op vi blev chokeret da vi så bygningen, vi skulle bo i og også de omkringliggende bygninger. Vi ventede ca 30 min på at det firma, der ejede lejligheden ankom og lukkede os ind i bygningen og derefter gennem 4 porte/døre med lås inden vi nåede op til lejligheden. Det var nærmest slumagtigt udenfor, men indeni var lejligheden rigtig pæn - jeg kunne dog ikke slappe helt af. Lider frygtelig af højdeskræk og turen op til 2. sal ude på en meget vakkelvorn repos var ikke særlig sjov for mig!





Vi startede dagen med at spise morgenmad på en cafe (det var i øvrigt min fødselsdag). Det regnede lidt og var blevet lidt køligere, men det var bare fint efter flere dage med meget varme temperaturer.
Igen tog vi en hop on hop off bus og prisen var ca det samme som i Prag. Vi stod bl.a. af på et madmarked.


Vi kom også ind i gågademiljøet og det var rigtig fint.




Som en del af vores sightseeingtur kom vi også på en flodcruise. Her så vi bl.a. parlamentet.


Yngstesønnen var noget benovet over alt det lækre slik i denne slikbutik og det blev det hidtil dyreste fredagssnolder nogensinde 25kr pr. 100g - men flot var det.
 Vi slappede lidt af i en park, hvor vi blev optaget af at kigge på nogle tyske fyre, der fejrede en polterabend - de havde en fest. Vi sluttede dagen med pizzaer på en fortovsrestaurant. Om aftenen opdagede vi tilfældigt at vi skulle til en anden banegård, der lå lidt længere væk end den vi ankom til -  morgenen efter tog vi den på gåben, hvilket ikke gjorde noget godt for mine efterhånde temmelig store vabler.....Vi spiste lidt Starbucks morgenmad og så blev vi ellers positivt overraskede da vi så at vi skulle med Østrigske Öbb tog til Wien.

Generelt synes vi slet ikke at Budapest kunne måle sig med Prag. Måske var vi endt i en forkert del af byen - vi synes dog at vi kom godt omkring på vores bustur og her oplevede vi at der var flere slidte dele rundt om i byen. Området omkring parlamentet og slottet var dog meget pæne og flot med bjergene, der ligesom var baggrund for byen. Alt kostede ekstra om det så var ketchup, brød eller andet som vi ofte tager for givet hjemme.





tirsdag den 27. august 2019

Interrail #Berlin-Prag

Vi tog et morgentog fra Berlin mod Prag. Det var desværre ikke DB, men et tjekkisk selskab, vi kørte med. Det var en ældre kupé vogn og med meget ulækre toiletter. Det var godt vi havde reserveret pladser, da der var helt fuld og folk stod ude på gangene. Heldigvis var vi afsted fra morgenen, da det blev MEGET varmt op af dagen.


Da vi ankom til Prag, spurgte vi først taxierne ved banegården om en pris til vores hotel. Vi blev oplyst om 40 euro, hvilket vi synes var lidt dyrt. Jeg havde downloaded Uber app''en og her fik vi en pris med det samme på under 10 euro. Det er en fast pris, du kan følge chaufføren mens du venter og billigt. Så vi fik fat i en Uber, der kørte os til vores hotel, der hed Hotel Red Lion og lå lige neden for Prag Slottet. Et virkelig smukt område med det store kloster lidt længere oppe af gaden. Området bliver ofte brugt som location i filmproduktioner.




Vores hotel var meget barokinspireret på en ret cool måde. Tunge mørke møbler og flotte loftsmalerier - eneste minus var at der ikke var aircondition og den sidste nat blev der 37 grader varmt! Derudover var toilet separat fra håndvask og bad. Min mand vaskede tøj i badekarret og det tørrede på ingen tid pga. varmen. 
Det var en udemærket morgenmad, de havde et lækkert kommensbrød -ÆÆÆLSker det (som den eneste i familien) Lidt specielt at møde en ansat i restauranten, der ikke talte engelsk overhovedet.



Den første formiddag spiste vi på en lille restaurant U magistra Kelly som bl.a. lavede autentisk tjekkisk mad. Vi fik bl.a. gullash og så disse kartoffeldumplings med noget sursød kål til. Det var meget billigt (0,5L kostede ex. øl 12kr) og ganske udemærket. 


Aften udsigten fra slotsområdet lige ovenfor vores hotel


En af de store seværdigheder i Prag er The John Lennon wall. Historien er at muren blev malet om natten af oprørere og dagen malet hvid igen af magthaverne. Så den er efter murens fald blevet et frihedssymbol.


Vi tog en sightseeingbus (hop on hop off agtigt) med flodcruise. Det var lidt dyrt, omkring 700kr, men vi synes det er en god måde at få set en masse på, og så kan man som sagt stå af og på rundt om i byerne. En af de steder vi stod af var ved et stort kloster. Det var virkelig fredfyldt (bortset fra alle turisterne) og lå ligesom ovenfor byen og havde den smukkeste udsigt.
Udsigt over byen fra klosterområdet


Vi stod af vores sightseeingbus ved slottet (der er en starbucks ;-)) - det var så varmt den dag og heldigvis havde kommunen stillet en vandingsvogn op på slotspladsen og det nød (bl.a.) vores drenge - skønt at blive kølet af på en varm dag.


Den første aften i Prag gik vi ned til Karlsbroen - hold nu op, der var proppet med mennesker. Men interessant at gå og kigge på alle de handlende og de troende, der skulle røre ved de forskellige statuer fordi det bragte held eller rigdom eller noget. Der var også flere gademusikanter, er spillede langs broen. Sjovt var det at se de unge mennesker, der stillede sig op og poserede - nogle gik virkelig langt for et godt billede og stillede sig op på muren på broen, hvor de truttede med munden og virkelig stillede sig an.
 

En af specialiteterne i Tjekkiet er disse kagehorn med ex. softice, eller creme eller meget andet. Jeg valgte softice og jordbær - kagedejen smager af kanelsnegle - de var virkelig lækre.


Generelt synes vi at Prag er en virkelig smuk og gennemført middelalderby. Vi synes om det meget autentiske område omkring slottet som vi boede i. Priserne svingede virkelig meget på restauranterne - selv på samme gade kunne der være meget store prisforskelle, så vi anbefaler at man kigger sig for.