fredag den 21. februar 2014

Forårsfornemmelser og loppefund

Jeg synes, der er forår i luften i disse dage. Det er lyst, når jeg drager mod arbejdet og luften er frisk og klar - dejligt! Jeg købte nogle tete a tete og vibeæg med hjem i dag og fandt også et par loppefund i en af de lokale genbrugser.

Den blå vase er rektanglet og har en super flot glasering. Jeg har puttet vibeæg i den og ser frem til de springer ud - de er så specielle og flotte. Fadet er fra Bangholm og har de karakteristiske sider - farverne kommer slet ikke til sin ret på billedet - de står meget klare. 



lørdag den 15. februar 2014

Osso buco

Drengene har været til skakturnering hele eftermiddagen lørdag og da vi havde inviteret gæster til aften, så var det nemt med simremad. Valget blev osso buco - uhmmmm

Jeg brugte en opskrift af Klidmoster fra Alt for damerne.
Jeg har tidligere brugt Bdr. Prices opskrift, de bruger hvidvin, hvor Klidmosters indeholder rødvin. Jeg synes, rødvinen giver en fyldigere smag.
Min osso buco var i ovnen i en stegeso ved 150g fra 13.30-16.30 og ved 100g fra 16.30-17.30, derefter stod den på bordet med låg indtil ca 18.15


Øverst inden tilberedning og nederst efter.



torsdag den 13. februar 2014

En form for budgetferie i London

Min venindes og min tur til London var en budget ferie. Vi havde fået billige flybilletter ved Ryanair og fundet et ok hotel (jeg går IKKE på kompromis med standarden på hotellet!) Park Grand Hotel . Det lå meget centralt i et stille område - dejlig morgenmad. Vi gav 2300 for 3 overnatninger incl. morgenmad - det kan helt sikkert gøres billigere.
Vi gik efter gratis oplevelser i byen og dem er der mange af - vi var på Victoria & Albert museum - det var rigtig spændende - fin udstilling om mode gennem de sidste mange århundrede.




Der udover var vi også på Natural History Museum - det var fantastisk. Specielt den afdeling med jordens kræfter var super. (Børn vil nok sige dinoafdelingen er det bedste ;-)) De to museer ligger lige overfor hinanden. Vi var der lørdag, og der var der en halv kilometer kø til NHM, men mandag gik vi lige ind.

Vi var også en tur på Oxford Street - vi købte ingenting, så det var også en gratis....ja fornøjelse er vel så meget sagt - jeg hader kommerciel shopping og dét er det på Oxford og Regent Street! Aaaaalt for mange mennesker. Selfridges var dog meget sjov at se - efter at have set serien i TV.

Vi var på gåtur i Kensington Gardens (Hyde Park) - det var gratis og en god oplevelser - ALbert monument er vældig fascinerende!
Vi tog til Portobello Road - det var gratis, om end det nok var mest fordi, vi var der søndag, og det er lørdag, der er marked.....
Vi tog på Jack the Ripper tour i Whitechapel - Det kostede 10£ og var alle pengene værd - en to timers gåtur rundt i Whitechapel/East End-området med en engageret guide og med indlagt gade teater - super super super!



Derudover er Big Ben, House of Parlament, Embankment, London  Eye, Covent Garden etc. jo gratis at kigge på. Jeg har også tidligere været på National Portrait Gallery - det var ganske udmærket og gratis! British Museum koster heller ikke noget - man kan se Rosetta-stenen derinde og meget  andet.

Det der kostede var undergrunden - vi købte dagsbilletter (off-peak) til knap 9 pund pr dag - næste gang vil jeg have et Oyster-card - det er væsentlig billigere.

tirsdag den 11. februar 2014

Oplevelser i London

På vores tur til London har vi lavet følgende:
1. Været på Victoria&Albert museum - spændende og gratie (Der er meget royal historie i området omkring.....kæmpe monument i  Kensington Gardens, Royal Albert Hall etc.) 
2. Været ved the Embankment - set Big Ben, London Eye, Trafalgar Square, House of parlament)
3. Været på Jack the Ripper guidet Tour - kl. 19.30 stå af ved Aldgate East stationen og gå til venstre, lige efter White chapel Gallery er der en lille shop, der sælger billetter. (Drik dig evt. Mod til inden på pubben ved siden af - det gjorde vi ;-))
4. Fået en stampub! The Swan ved Lancaster Gate stationen.
5. Været på Oxford Street - skrækkeligt!
6. Blevet klogere på Natural History museum - super sted og gratis! (Drop det i weekenden  - alt for mange mennesker!)
7. Været rundt i Notting Hill, hvor vi boede - Portobello Road - næste gang rammer vi lige en lørdag......
8. Opdaget at London først vågner ved 11-12-tiden om søndagen.
9. Leget Harry Potter på Kings Cross.....
10. Gået tur i Kensington gardens - vi ville hilse på Kate, William & George, men de var vist ikke hjemme! 
11. Spist meget meget usundt - dog kan Le Pain ved siden af V&A og Natural History anbefales! Wagamama ved Tower Hill kan også anbefales, mest pga. Udsigten......



søndag den 9. februar 2014

Vinterferie til London

Jeg er taget med en veninde på tur til London. Vi er fløjet med ryanair fra Billund og toog Stansted Express fra lufthavnen til London. På forhånd havde jeg booket togbilletter på virgintrains.com - da min datter skulle videre fra London med toget. Man kan bestille 90 dage før afrejse og det er meget billigt! Vi har bestilt hotel på hotels.com. Da vi ankom var elevatoren i stykker, så vi skulle flyttes til et andet hotel. En upgrading og med gratis morgenmad. Så vi bor nu på Park Grand hotel på queens garden i Notting Hill - not bad at all! Vi bruger undergrunden til at komme omkring og i går var vi på Victoria & Albert museum - det var vældigt - vi ville have været på national History museum, men der var en halv kilometer kø pga weekenden - vi prøver i morgen mandag. Vi spiste på Wagamama ved Towers Hill og det var ok - fantastisk udsigt.
I dag startede vi på Portobello Road og tog derefter til Oxford street - vi var overraskede over at alt først åbner 11.30-12 om søndagen. Frokost på Ponti's - lækkert. I aften vil vi på Jack the ripper Tour.....

søndag den 26. januar 2014

Endnu en rosenkålssalat

Jeg kan ikke holde ud at se EM-finale......derfor lavede jeg denne rosenkålssalat af, hvad jeg lige havde.
Rødløg
Hindbæreddike 
Pink grapefrugt 
Valnødder 
Persille 
Salt/peber
Rosenkål

Start med at skære løget i nogle meget tynde ringe og mariner dem i lidt hindbæreddike.
Rens rosenkålene og kog dem i 10-15 min og skær dem herefter i kvarte.
Fileter grapen og skær fileterne i halve. Bland det hele og bland hakket persille samt hakkede valnødder i. Krydr med salt/peber.

I fredags lavede jeg tiramisu - min egen udgave.....

Bland græsk yoghurt og flødeskum. Ca lige dele. Sød med sukker og eller vaniljesukker og sød rigeligt! yoghurten er syrlig. Lav en stærk espresso og dyp nogle ladyfingers heri hurtigt. Læg dem i en skål. Stænk med ameretto eller grand marnier. Put et lag yoghurt/fløde og igen kiks etc. Slut med et lag kakao. Stil i køleskabet natten over.



torsdag den 2. januar 2014

Karamelliserede gulerødder med gremolata

Jeg investerede i en ny kogebog for et stykke tid siden - jeg læser dem som skønlitteratur.
Det er "Grøn hverdagsmad" af Hugh Fearnley-Whittingstall - ham fra River Cottage - I love him!

Nytårsaften lavede jeg disse karamelliserede gulerødder med gremolata - uhmmm de var super lækre.


Lidt raps- eller olivenolie
1 spsk smør (god smør!)
500g små gulerødder eller store i mindre stykker
Groft salt og peber

Varm ovnen til 180g og kom olie og smør i et ovnfast fad og stil det i ovnen til smørret er smeltet. Tilsæt rødderne og krydr med salt og peber - vend det rundt. Dæk fadet med stanniol og bag dem til de er møre ca 30-40 min. Tag stanniolen af og vend rundt i rødderne. Bag dem (uden stanniol!) til de begynder at karamellisere ca 20-30 min. Vend rødderne med gremolata, når de er færdige.

Gremolata 
1/2 fed hvidløg meget finthakket
1 håndfuld finthakket persille 
Fintrevet citronskal fra 1 citron

Alle delene blandes godt sammen