fredag den 31. januar 2020

På juleferie til Wagrain med tog tur-retur

Vi har flere gange snakket om at holde jul udenfor landets grænser. I år lykkedes det endeligt. Vi bookede billetter via Deutsche Bahn og deres Gruppenreisen Sparpreis Europa . Når man er 5 eller derover kan man rejse på gruppebillet og det betyder bl.a. pladsreservationer er gratis. Vi rejste 7 sammen og gav 5000kr tur/retur Kolding-St. Johann im Pongau i Østrig.

Vi rejste fra Fredericia lidt over 2 om natten. Det tror jeg ikke vi vil gøre igen. Vi var friske, da vi steg ombord og resten af toget var i sove-mode. Det betød at vi ikke talte sammen men forsøgte at læse eller sove. Toget var stop fuldt, der var nok mange der skulle på ferie eller hjem til jul.
Ligesom da vi var på interrail i sommers brugte vi app'en Rail Planner til at følge vores tur. Vi tastede de tog ind vi skulle med og fulgte med på app'en. Hvor langt er vi? Hvad er næste station? Hvor mange stop til vi skal af? etc.

Ved 7-tiden ankom vi til Hamburg, hvor vi havde ca 1 times ventetid. Det passede perfekt med, at vi kunne finde noget morgenmad.

Efter Hamburg skulle vi ud på en 7 timers rejse mod Rosenheim i det sydlige Tyskland, hvor vi havde sidste skift mod St. Johann im Pongau. Vi rejste med IC 2083, hvor der var en togbar - det var SÅ hyggeligt. Vi lagde mærke til en ældre herre, der rigtig hyggede med hvidvin og snak med de forskellige passagerer - på hjemturen sad han der igen, hele vejen til Hamburg ;-)

Vi ankom planmæssigt til Rosenheim, der er en mindre station og vi nåede sagtens vores sidste tog mod St. Johann im Pongau i Østrig. Da vi ankom til vores slut destination, en helt lille station, ved 17-tiden, gik vi ud foran stationen og der var flere mini busser, så de må være vant til skirejsende. Vi tog en taxi til Wagrain - det kostede ca. 30 euro. 

Turen hjem startede igen i St. Johann, men første stop var lige på grænsen mellem Østrig og Tyskland i Freilassing. Vi havde 45 min og det var en lille station, så der var tid til at tanke kaffe og snolder i kiosken. Herefter gik turen til Hamburg, hvor vi skiftede til Flensborg, hvor vi igen skiftede inden vi ankom til Lunderskov, der var vores ankomststation. Rejsetiden var 7:29-21:53 foruden ca 15 min kørsel i Wagrain og 15 min fra Lunderskov og til vores hjem. 

Jeg æææælsker at rejse med toget - det er SÅ hyggeligt og de lange ture er de bedste :-) 
Vores Momsefar matchede interiøret i Deutsche Bahns tog.....

Hvis I medbringer skiudstyr vil jeg ikke vælge denne togrejse, da det vil blive for besværligt med skift. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar